Chefredaktøren anbefaler: En skandale, der satte spor i mig
Weekendavisens tidligere chefredaktør, Anne Knudsen, har skrevet en bog om et land, der ikke længere findes: '50ernes Østgrønland, som hun voksede op i. En fortælling med refleksioner til dagens Tasiilaq, som hun ikke tror, hun vover at gense
Den historie, som Anne Knudsen har besluttet sig for at fortælle, er en historie om et sted, der på mange vil virke så fremmed, som stammede den fra et eventyr - et af de lidt barske vel at mærke. En personlig historiefortælling om en tid, der er forsvundet. Historiens lod.
- Jeg skriver bogen, fordi jeg er et af de meget få mennesker, der kan skrive den. Jeg vil fortælle om et Grønland, som folk ikke længere ved, nogensinde har eksisteret. Mange tror, at det aldrig har været sådan som det var.
Stedet for historiens handling er Tasiilaq og tiden '50erne. Nedfældet i bogen 'Hvor jeg var barn, var der isbjørne', der netop er udkommet.
Fortællingen handler i høj grad også om tab på mange forskellige niveauer.
- Et af vilkårene i den tids Grønland var, at man tabte mennesker. Jeg kendte hel del af dem, der druknede ved forliset af Hans Hedtoft.
Men også på en anden måde tabte Anne Knudsen veninder og bekendte.
- Man kunne ikke komme i kontakt med nogen udenfor byen, så når folk flyttede, var de væk - de var lige så meget væk, som hvis de var døde. Derfor er sådan en barndom også én, hvor man har mistet mange mennesker.
Og så er der det store tab til sidst, men det gemmer vi til senere i artiklen.
Lad os starte med begyndelsen, hvor den seks-årige Anne og hendes familie ankommer til Qaqortoq, der dengang hed Julianehåb. For det er igennem barnets øjne, vi i bogen møder '50ernes Grønland.
- Jeg har skrevet det, jeg husker. Jeg vil gerne fortælle det, som jeg oplevede det og ikke være bagklog, fortæller Anne Knudsen.
Stoltheden
Efter to år i Qaqortoq fik hendes far stillingen som byggeleder for GTO (Grønlands Tekniske Organisation) i Tasiilaq. Og det er også i Tasiilaq Anne Knudsen for alvor møder den verden, der i dag virker som en fjern fortid.
- I Østgrønland har jeg jo kendt mennesker, som kunne huske, da de første europæere kom. Jeg kendte mange, der kunne huske, da de selv blev kristne - den sidste blev voksendøbt i 1921. I Østgrønland var forholdene meget hårde. Det er virkeligt et farligt og vanskeligt land at leve i. Det er lige på kanten af, hvor man kan overleve.
Indflydelsen fra danskerne var fortsat kun beskeden, der var ganske enkelt ikke ret mange, der boede der.
- I '50erne var det faktisk sådan i Østgrønland, at folk levede af fangst og fiskeri, og de var stolte og dygtige for langt hovedpartens vedkommende. Man havde et fungerende traditionelt samfund.
Anne Knudsen, der er uddannet antropolog, ser tiden, som en af de lykkeligste perioder i Grønlands historie.
- Der i '50erne, lige efter grundloven af 1953, da Grønland blev gjort til et dansk amt, var der en optimisme og en tillid til fremtiden. Modernisering og forbedring, det var to sider af samme sag. Man forestillede sig ikke, at der kunne være nogle ulykker forbundet med, at man fik bedre fødevareforsyning, bedre sundhedsindsats og skolegang. Alle var ligesom enige om, at nu ville det gå fremad.
For selvom der absolut ikke var lighed i samfundet, så var det som om optimismen og fremtidstroen overskyggede den kendsgerning, at der var en overetage og en underetage - og at danskerne beboede overetagen.
- Denne fortælling er vigtig i dag, fordi den viser, at ting kan være anderledes. Verden er ikke nødvendigvis sat på skinner. Måske skal historien også bare fortælles for at huske os selv på og huske grønlænderne på, at vi har levet lykkeligt sammen over lange stræk.
Racismen
Anne Knudsen nævner dog i bogen eksempler på, hvordan hun selv som lille pige registrerede uligheder i samfundet - en ulighed som til dels gik hende på. På det punkt var - og er - hun nemlig i høj grad sin fars datter.
- Min far, som har præget min måde at tænke tilværelsen på helt kolossalt, var en meget demokratisk sindet person, som altid gjorde sig stor ulejlighed med at fortælle os børn, at grønlænderne var lige så rette mennesker, som vi. De levede på en anden måde, men den var rigtig for dem. De skulle ikke prøve at være som os, de skulle bare være god til at være sig selv og god til det de gjorde som storfangere for eksempel. Han var meget værdsættende overfor mennesker, som var dygtige til det de gjorde og meget beskyttende overfor dem, som ikke kunne klare sig.
Men faderens holdning blev langt fra delt af alle.
- Jeg ved ikke hvor mange, der, hvis man stillede dem op mod muren og spurgte dem, om de var racister ville have sagt, at det var de. Men det var helt klar den almindelige holdning, at jo mere danske grønlænderne var, jo bedre var de.
Når tiden alligevel var så forholdsvis harmonisk, så skyldtes det, at ingen eller få satte spørgsmålstegn ved tingenes tilstand.
- Racismen, som jeg kalder den, var så selvfølgelig, så der ikke var nogen der talte om det.
Det skulle blive anderledes, men da havde Anne Knudsen og familien forladt Grønland.
I 1961 var det slut, da flyttede familien hjem til Danmark; men det skulle hurtigt vise sig, at der ikke var meget 'hjem' over det. Hun og hendes lillebror var kommet til et fremmed land, og i bogen beskriver hun det på denne måde: "Ingen kunne vide eller endda forestille sig, hvor fremmed vi i grunden var, hvor fremmedartede oplevelser vi havde i vores hoved, og hvor svært vi havde ved at begribe den danske hverdag med dens uudtalte regler."
- Det var jo et stort tab - det var forfærdeligt at komme til Danmark, det var helt frygteligt. Det tog mig mange år at komme over, fortæller Anne Knudsen.
Og tabet skulle ende med at blive endnu større, for hun tabte Grønland helt - og genfandt først et andet Grønland mange år senere.
- I de første år kunne jeg simpelthen ikke bære det; jeg kunne ikke udholde tanken om at have mistet Grønland. Så var det bedre slet ikke at tænke på det.
Diskriminationen
Siden skete der noget i Grønland, som holdt Anne Knudsen væk i 50 år. I 1964 indførte den danske stat fødestedskriteriet.
- Da lavede man denne helt systematisk diskriminerende ordning, hvor man fik dårligere betaling, hvis man var født i Grønland. Det var skandaløst.
Den tidligere mere eller mindre uudtalte racisme var nu blevet et system, med det klare budskab til den lokale befolkning: I er mindre værd. Og befolkningen reagerede.
- Siden kom hadet mod danskerne. Jeg kunne udmærket forstå kritikken af det danske styre, men jeg havde ikke lyst til at tage skylden for det på mig. Så det blev alt for kompliceret for mig. Derfor ville jeg ikke til Grønland medmindre jeg blev inviteret.
På den måde var Grønland i mange år helt tabt for Anne Knudsen. Hun holdt op med at græde over tabet om natten. Erindringen om Grønland blev gemt i et skjult kammer hendes sind.
Men så en dag kom invitationen. Anne Knudsen blev bedt om at blive bestyrelsesmedlem i Ilisimatusarfik.
- Det var meget glædeligt at komme til Grønland, fordi der er sket så meget af det man kunne håbe på - det man sådan set håbede på, i de optimistiske 50ere. Der er kommet vældig mange veluddannede, dygtige mennesker med styr på tingene, som virkelig kan selv.
- Det er faktisk lykkedes. Det gik ikke galt, det gik godt. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er problemer, men det blev et langt stykke hen ad vejen, som man kunne have håbet på.
Besøgene gjaldt primært Nuuk, Tasiilaq vendte hun ikke tilbage. Men en dag sneg hendes barndomsby sig alligevel uventet ind på hende.
- På en af de første rejser, da sad tilfældigvis et sangkor fra Tasiilaq i lufthavnen i Nuuk og ventede på fly. Og de sang - der græd jeg som pisket. Er du rigtig klog - jeg græder bare, jeg tænker på det, siger Anne Knudsen mens hendes øjne bliver blanke og en lille tåre triller ned ad kinden.
- Det var så smukt, tilføjer hun med stille stemme efter en kort pause.
Men selvom hendes barndomsby tydeligvis stadig vækker stærke følelser - eller måske netop derfor - er hun meget i tvivl om, at hun nogensinde ser den igen. For dels kan ingen af os rejse tilbage til vores tabte barndom, dels frygter hun gensynet.
- Lige præcis Tasiilaq, synes jeg, at jeg hører så mange triste ting fra, så jeg næsten ikke kan bære på at tænke på, hvad nu hvis det er rigtigt.
- Så er det måske bedre bare at huske det.
'Hvor jeg var barn, var der isbjørne' udkommer 21. september på forlaget Lindhardt og Ringhof.
