Gå til hovedindhold

IA's Sofia Geisler langer ud efter Enoksen

Inuit Ataqatigiits Sofia Geisler langer ud efter Hans Enoksen, der mener, at Inatsisartut bør evaluere størrelsen af Inatsisartuts delegation til Nordisk Råds session som samtidig lukker efterårssamlingen i et par uger.

Det undrer Inuit Ataqatigiit, at formanden for Inatsisartut, Partii Naleraqs Hans Enoksen, sætter spørgsmålstegn ved, at Inatsisartut-mødet om efteråret bliver indstillet med op til to ugers varighed, når en delegation af Inatsisartut-medlemmer drager til Nordisk Råds session.

- Vi kan ikke isolere os, lyder det fra Inuit Ataqatigiits Sofia Geisler, der er den ene af de to medlemmer i Nordisk Råd fra Inatsisartut.

Sofia Geislers udmelding kommer efter, at Hans Enoksen, i avisen AG onsdag i denne uge, satte spørgsmålstegn ved, at Inatsisartut-mødet om efteråret bliver indstillet med op til to ugers varighed, når en delegation af Inatsisartut-medlemmer drager til Nordisk Råds session.

Hans Enoksen mener nemlig, at Nordisk Råds sessioner ikke bør gå ud over mødeaktiviteterne i Inatsisartut.

- Jeg har ofte tænkt over, om det er i orden, at alle møder Inatsisartut bliver indstillet, når Nordisk Råd holder session i den periode, Inatsisartut holder efterårsmøde. Møderne bliver nogen gange afbrudt i to uger, fordi en del medlemmer af Inatsisartut deltager i Nordisk Råds session, sagde Hans Enoksen til avisen AG.

Derfor mente Hans Enoksen, at Inatsisartut blandt andet må evaluere, om antallet af Grønlands deltagere skal være så stort.

- Jeg ser helst at Nordisk Råds session ikke går ud over mødeaktiviteterne i Inatsisartut. Det koster mange penge at få medlemmer fra kysten til Nuuk under møderne i Inatsisartut, og udgifterne står på, selvom mødeaktiviteter i Inatsisartut er indstillet på grund af Nordisk Råds session, sagde Hans Enoksen avisen AG.

LÆS OGSÅ: Enoksen: Vil slække oversættelseskrav

 

Sofia Geisler: Det interparlamentariske samarbejde er vigtigt

- Vi forstår, at betænkeligheden drejer sig om hvorvidt møder i disse råd om efteråret bør medføre mødefridage for Inatsisartut, og dertil hørende udgifter, skriver Sofia Geisler i en pressemeddelelse.

Sofia Geisler forklarer herefter på vegne af Inuit Ataqatigiit, at Nordisk Råd og andre interparlamentariske samarbejdsfora fortsætter deres arbejde, uanset om Inatsisartut er i samling eller ej.

- Alle nordiske parlamenter tilretter deres nationale mødeaktiviteter efter Nordisk Råds efterårsmøder. Inatsisartut har derfor ikke den mulighed for at påvirke, hvornår de interparlamentariske samarbejdsfore afvikler deres møder, forklarer Inuit Ataqatigiits Sofia Geisler, og hun fortsætter:

- For Inuit Ataqatigiit er det grundlæggende holdning, at det er vores eget initiativ til at deltage, der er det bærende for, hvad vores indflydelse er. Det er vigtigt for Inuit Ataqatigiit at Grønland ikke isolerer sig, også i forhold til deltagelse i Nordiske Råd og Vestnordisk Råd.

For i ifølge Sofia Geisler er det interparlamentariske samarbejde vigtigt for at øge kendskabet til Grønland, og til den politiske dagsorden, der berører emner, der kan involvere alle lande i Norden.

- Det interparlamentariske samarbejde er også vigtigt for os i Inatsisartut og dermed for landet, da vi herigennem opnår viden og etablerer samarbejdsrelationer til Norden, og den øvrige verden, siger Sofia Geisler, og afslutter:

- Det kan undre, at en Formand for Inatsisartut udtrykker holdninger, der har til mål at indskrænke Inatsisartuts samarbejde med andre lande. Det er Inuit Ataqatigiits holdning, at en Formand for Inatsisartut tværtimod skal arbejde for at øge relationer til relevante samarbejdsorganer, også udenfor landet.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER