Gå til hovedindhold

Kronprinsen træder ud på balkon og lader sig hylde

En horde af mennesker er lørdag mødt op på Amalienborg for at fejre kronprins Frederik, som fylder 50 år.

Engang var han mest kendt for hurtige biler, smukke kærester og sin mutte facon.

Flere satte spørgsmålstegn ved, om kronprins Frederik egnede sig til en dag at skulle blive konge.

Men når han lørdag fylder 50 år, kan han fejre dagen med opbakning fra befolkningen.

I en måling foretaget af Voxmeter for Ritzau tilkendegiver 81 procent af de adspurgte, at de i høj grad eller meget høj grad mener, at han evner at varetage opgaven som konge.

3,7 procent mener, at han slet ikke eller i mindre grad besidder evnerne. 


De positive svar overrasker ikke Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt ved Professionshøjskolen Absalon. 

Det er afgørende, at kronprinsen i dag virker til at have affundet sig med sin skæbne, mener han.

- Hvis man på en troværdig måde skal indtage rollen som konge, er det vigtigt, at man selv tror på det. Det smitter af på befolkningens syn, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Ifølge Erik Norman Svendsen har kronprinsen været igennem en helt naturlig proces. Erik Norman Svendsen var frem til 1. april i år kongehusets præst. Han har blandt andet viet kronprinsparret og døbt deres børn.


- Han har ikke lagt skjul på, at han ikke var særlig entusiastisk over at skulle efterfølge sin mor som regent. Men i dag mener jeg, at han er helt klar og samtidig også meget dedikeret til, at han, når tiden kommer, skal være Danmarks konge, siger han.

LÆS OGSÅ: Overblik: Sådan fejres kronprins Frederik

Ifølge Erik Norman Svendsen har kronprinsesse Mary og parrets fire børn spillet den vigtigste rolle i kronprinsens udvikling. 


- Der er ingen tvivl om, at først ægtefælle og siden børn har modnet ham betydeligt, som det normalt modner enhver, der går helhjertet ind i et familieliv. Det ligger i forlængelse af, at han er en meget omsorgsfuld og ansvarsfuld far for sine fire børn.

Deltagerne i målingen er også spurgt, hvordan kronprinsen kommer til at varetage opgaven i forhold til sin mor, dronningen. 

57 procent mener, at han vil gøre det på samme måde, mens 26 procent mener, at han vil gøre det bedre.

Men populariteten kan ifølge Hovbakke være skrøbelig. For træder kongelige ved siden af, så er der kontant afregning i form af en vigende tilslutning til monarkiet.

Det viste sig i januar 2015, hvor kronprinsen kørte over Storebæltsbroen, selv om politiet havde lukket broen på grund af storm. 


- Efterfølgende steg andelen, der ønsker en republik. De kongelige skal træde mere varsomt end tidligere, siger han.

/ritzau/
 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER