Gå til hovedindhold

Kruse hemmeligholder oplysninger for at ”skabe ro”

Naalakkersusisoq for Fiskeri og Fangst, Karl-Kristian Kruse, tilbageholder bevidst oplysninger om konsekvenserne for den nye fiskerilov med den begrundelse, at det er en ”nødvendighed for at skabe den fornødne ro i den politiske beslutningsproces”.

Michael Rosing, der er tidligere medlem af Demokraterne og nu løsgænger, har spurgt Karl-Kristian Kruse om præmisserne for de konsekvensberegninger, der er foretaget, da det nye og stærkt omdiskuterede forslag til ny fiskerilov blev fremlagt.

"Grundige beregninger"

- Det er vigtigt for Naalakkersuisut at understrege, at der ligger grundige økonomiske konsekvensberegninger til grund for revisionen af fiskeriloven, fastslår Karl-Kristian Kruse i sit svar.

Karl-Kristian Kruse skriver også, at ”Fiskeri er Grønlands vigtigste erhverv og enhver ændring af gældende lovgivning bør derfor bero på et oplyst grundlag”.

Med de ord skulle man tro, at Kruse var parat til at løfte sløret for det arbejde, der har ligget forud for lovforslaget. Men nej. Han skriver nemlig efterfølgende i sit svar:

"Skabe ro"

- Naalakkersuisut kan ikke komme nærmere ind på præmisserne for beregningerne. Dette skyldes, at forslaget i skrivende stund ikke er præsenteret for Inatsisartut og dermed befinder sig i den forberedende fase. Dette er en nødvendighed for at skabe den fornødne ro i den politiske beslutningsproces”.

Netop konsekvenserne af det nye forslag optager rigtig mange, der har blandet sig i debatten om det nye forslag.

Svar i modstrid med advokater

I et høringssvar fra Grønlandske Advokater kritiserer man lovforslaget på følgende måde:

- En gennemgang af lovforslaget og af bemærkningerne til det viser, at konsekvenserne af lovforslaget – herunder i helt særlig grad de økonomiske – er meget langt fra tilstrækkeligt belyst. Ingen ved, hvad forslaget vil medføre, hvilket fremgår direkte af lovbemærkningerne, skriver sammenslutningen af Grønlandske Advokater, der frygter, at politikerne ikke har en chance for at gennemskue, hvilke konsekvenser forslaget kan få for landet. 

Læs også: Grønlandske Advokater: Fiskerilov er mangelfuld

I en advokatredegørelse fra Gorrissen Federspiel, som Grønlands Erhverv har bestilt, fremgik det, at der er tale om ekspropriation, hvilket kan resultere i erstatningskrav, der løber op i adskillige milliarder kroner, hvis varslingsfristen for rederiernes tidsubegrænsede kvoter ikke varsles over en periode på 25 år. I lovforslaget har man blot bemærket, at varslingsfristen skal være minimum fem år.

Læs også: Advokatfirma: Kvoteændring skal varsles over 25 år

Michael Rosing spørger netop ind til emnet om de erstatningsretlige problemstillinger. Han ønsker at vide, hvad Selvstyret kan risikere at få i erstatningskrav.

Ekstern vurdering holdes hemmelig

Karl-Kristian Kruse fastslår, at departementet har fået foretaget en ”ekstern juridisk vurdering af de erstatningsretslige problemstillinger”.

- Det nærmere indhold af denne kan jeg ikke oplyse, skriver Karl-Kristian Kruse og henviser højest uventet til landstingsloven om offentlighed i forvaltningen.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

MEST LÆSTE

SENESTE NYHEDER