Gå til hovedindhold

Økonomisk Råd: Ingen samfundsøkonomisk gevinst ved nye lufthavne

Regnestykket, hvor gamle og nye lufthavne sammenlignes er skævt, lyder det fra Økonomisk Råd

Regnestykket i Naalakkersuisuts samfundsøkonomiske analyse giver ikke det korrekte billede, hvis man sammenligner gamle nye lufthavne, vurderer Økonomisk Råd.

Ifølge analysen, som Deloitte har udarbejdet for Naalakkersuisut, giver det en samfundsmæssig gevinst på 280 millioner kroner, hvis man bygger de tre nye lufthavne (under forudsætning af at Kangerlussuaq og Narsarsuq bliver til heliporte). Samtidig når analysen frem til, at en renovering af de to gamle atlantlufthavne vil koste 1 milliard kroner.

Men problemet er, at man ikke regner på samme måde for de scenarier. Når man regner på renoveringen af de eksisterende lufthavne, så regner man hele anlægsudgiften med som en udgift. Når det gælder de nye lufthavne, så er det kun Selvstyrets indskud på 2 milliarder, der regnes med. Da renoveringen af de gamle lufthavne 'kun' koster 1 milliard, betyder det, at man har yderligere 1 milliard, hvis man regner på samme måde.

- Den milliard ville Inatsisartut kunne bruge til andre formål, hvis man valgte at renovere de nuværende lufthavne, forklarer formanden for Økonomisk Råd, Torben M. Andersen.

Så alene den milliard betyder, at Økonomisk Råd vurderer, at renoveringen af de gamle lufthavne vil gå i nul.

Men også på et andet punkt bliver der regnet forskelligt i de to scenarier. Ved de nye lufthavne regnes der med en stigning i passagertallet på 2 procent om året. Denne stigning er en fremskrivning af den nuværende udvikling, men alligevel bliver den ikke regnet ind scenariet, hvor man bevarer de nuværende lufthavne.

- Samlet set betyder det, at vi ikke mener, at man kan sige, at der en samfundsøkonomisk gevinst ved at bygge de nye lufthavne, siger Torben M. Andersen og går dermed stik imod Deloittes analyse.

Dertil kommer, at det er forbundet med en væsentlig større økonomisk risiko, at bygge de tre nye lufthavne.

Omvendt giver de også en mulighed for, at de nye lufthavne gavner den generelle økonomiske udvikling.

- Der er ingen tvivl om, at de vil gavne erhvervsudviklingen. Det er blot ikke muligt at sige, hvornår det sker og hvor stor den virkning helt præcist vil være, siger Torben M. Andersen.

Men han mener, at der især er det, som politikerne bør lægge vægt på, når de træffer deres beslutning.

- De bør holde det potentiale for erhvervsudvikling som følge af de nye lufthavne op imod den store økonomiske risiko, som landskassen løber.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER