Gå til hovedindhold

Overblik: Det ved vi om nattens angreb i Syrien

USA's præsident, Donald Trump, fortalte lørdag klokken 03.00, at et stort angreb var sat i værk i Syrien.

USA, Storbritannien og Frankrig lancerede natten til lørdag dansk tid et stort, koordineret angreb i Syrien. 

Angrebet var et svar på sidste weekends formodede kemiske angreb i den syriske by Douma. Det vestlige samfund mener, at den syriske præsident Bashar al-Assads styre stod bag angrebet i Douma.

Her er, hvad vi ved om nattens angreb:

* Fredag aften klokken 21.00 lokal tid (lørdag klokken 03.00 dansk tid) fortæller USA's præsident, Donald Trump, at USA har lanceret angreb i Syrien i samarbejde med britiske og franske styrker.

* I samme ombæring bekræfter både den britiske premierminister, Theresa May, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at henholdsvis Storbritannien og Frankrig deltager i den militære aktion i Syrien.

* Umiddelbart efter Donald Trumps udmelding rapporterer vidner om adskillige eksplosioner i den syriske hovedstad, Damaskus.

* Et laboratorium i Damaskus og to militærbaser, der har været brugt til våbenlagre, hvor der har været opbevaret kemiske våben, er blevet ramt. Samt en militærbase nær byen Homs, oplyser den amerikanske general og stabschef Joseph Dunford. 

* Klokken lidt over 04.00 dansk tid oplyser den amerikanske general og stabschef Joseph Dunford, at angrebet er afsluttet.

* USA's forsvarsminister, Jim Mattis, siger, at angrebet var enkeltstående, og at der ikke er yderligere angreb på vej i Syrien.

* Donald Trump siger dog, at angrebet er det første skridt i et forsøg på at lægge pres på den syriske præsident.

* Rusland, der støtter Assads styre, siger, at angrebet vil få konsekvenser. Udmeldingen kommer fra den russiske ambassadør i Washington.

* Syrisk militær siger i en udtalelse, at 110 missiler blev affyret i angrebet, oplyser syrisk stats-tv ifølge nyhedsbureauet AP. "De fleste af missilerne blev skudt ned", rapporterer stats-tv.

* Også Rusland har meddelt at over 100 missiler blev affyret, skriver AP. Ifølge russisk militær har Syriens luftforsvarssystemer skudt 12 krydsermissiler ned, der var målrettet mod en syrisk luft-base. Rusland har ikke meddelt det totale antal missiler, der skal være skudt ned. 

* Meldingerne om omkring 110 missiler stemmer overens med en udtalelse fra Jim Mattis til nyhedsbureauet Reuters. Mattis har udtalt, at skalaen af nattens angreb var omkring "det dobbelte" af et tilsvarende amerikansk angreb i april 2017. 

Her blev 59 missiler ifølge BBC affyret. Ifølge Jim Mattis blev der brugt Tomahawk-krydsermissiler i angrebet. 

* Der har ikke været meldinger om dødsfald som følge af angrebet. Men syrisk stats-tv rapporterer ifølge AP, at tre civile er såret, efter et missil blev afsporet i byen Homs. 

* Moskva har efter angrebet indkaldt til et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd om angrebet. 

* USA, Frankrig og Storbritannien har meddelt, at de underretter de Nato-allierede om angrebet i Syrien lørdag eftermiddag på et møde på ambassadørniveau i Natos hovedkvarter. 

Kilder: Reuters, AP, Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER