- Jeg skammede mig over, at verden var indrettet sådan at en gammel kone syntes, at hun skulle give blomster til et syvårigt barn
Weekendavisens tidligere chefredaktør, Anne Knudsen har skrevet en bog om sine minder fra '50ernes Grønland. En tid som hun oplever som lykkelig, men også som et samfund med to etager.
Det var en gestus, der var venligt ment. Men for en lille pige blev den en erkendelse af, at tingenes tilstand i datidens Grønland var anderledes end hun mente, den burde være
- Der stod der denne lille gamle kone med buket blomster, som hun havde plukket i fjeldet og rakte den til mig på samme måde, som man få år forinden havde rakt blomster til Dronning Ingrid, da kongeparret var på besøg. Jeg troede ikke, de var til mig for jeg var jo blot et barn, fortæller Anne Knudsen til Sermitsiaq.AG.
Hun er tidligere chefredaktør for Weekendavisen, antropolog og dr.phil. Og så udgiver hun på fredag en bog om hendes barndom i '50ernes Grønland med titlen 'Hvor jeg var barn, var der isbjørne'.
Historien om den gamle kone stammer fra bogen. For den syvårige Anne Knudsen blev den et konkret udtryk på, at der fandtes en overetage og en underetage i datidens Grønland.
- Jeg oplevede så, at de var til mig, som et signal om den sociale afstand mellem os og dem - at der var afgrunde, som om vi var kongelige, og det var vi jo ikke.
Oplevelsen forfulgte i mange år
Anne Knudsens familie kom til Grønland i 1954, fordi hendes far blev ansat i GTO, Grønlands Tekniske Organisation. Hun beskriver tiden i '50erne, som en af de lykkeligste i Grønlands historie, fordi der herskede en stor optimisme og håb om en bedre fremtid. Men der var også denne anden side.
- Jeg skammede mig over, at verden var indrettet sådan at en gammel kone syntes, at hun skulle give blomster til et syvårigt barn. Jeg syntes at det virkelig ikke var i orden.
Familien kom i første omgang til Qaqortoq, hvor de ofte sejlede rundt i området, fordi hendes far havde opgaver i bygderne, der dengang hed udsteder. Og det var på en af disse ture, de mødte den gamle kone.
- Jeg vidste hjemmefra, at jeg selvfølgelig ikke var aristokrat eller prinsesse og den gamle kone ikke var undersåt. Derfor var oplevelsen meget foruroligende for mig, den generede mig i lang tid.
Hverdagsracismen
Efter to år i Qaqortoq flyttede familien til Tasiilaq, hvor hun også oplevede, hvordan der blev set forskelligt på danskere og grønlænderne. Hendes far havde ellers indprentet børnene, at man godt kunne være ligestillede, selvom man levede meget forskelligt. Men den holdning stod han lidt alene med.
- Det var helt klar den almindelige holdning, at jo mere danske grønlænderne var jo bedre var de. Der var meget af den der selvfølgelig hverdagsracisme, som jo var almindelig i '50erne.
Når hun alligevel beskriver tiden som relativt harmonisk, så skyldtes det at denne hverdagsracisme var en fuldstændig indgroet del af tankesættet, som få satte spørgsmålstegn ved.
- Den gamle dame med blomsterne viser jo, at det ikke var sådan at danskerne var racister og grønlænderne var antiracister. Alle mennesker var ligesom enige om, at den forskel, der var mellem grønlændere og danskere var et hierarki, at der var en etage der var finere end den anden.
50 års fravær fra Grønland
Anne Knudsens familie forlod Grønland i 1961. Det var et stort tab for Anne Knudsen, der havde svært ved at finde sig til rette i det for hende fremmede Danmark. Alligevel skulle der gå 50 år inden hun igen besøgte Grønland. Og det var der er en særlig grund til. For kort efter familien flyttede begyndte befolkningen at gøre oprør mod den racisme, som få år tidligere havde været så selvfølgelig.
- Jeg kunne jo ikke andet end at synes de havde ret, de mennesker, der kritiserede det. Det var jo rigtigt, når de sagde, at de var blevet diskrimineret, koloniseret, kristnet og gjort alt muligt ved. Men jeg havde det ikke, som om det var mig, der havde gjort det.
Anne Knudsen har den dag i dag ikke genset hverken Tasiilaq eller Qaqortoq.
'Hvor jeg var barn, var der isbjørne' udkommer på Lindhardt og Ringhof 21. september.
Du kan læse en anden del af interviewet med Anne Knudsen i avisen AG næste onsdag.
Her fortæller hun blandet andet om et Tasiilaq præget af en stolt fangerkultur, om de tab hun oplevede og om et glædeligt møde med det moderne Grønland. Du kan også finde ud af, hvorfor den voksne Anne Knudsen en dag sad og græd som pisket i Nuuk Lufthavn.
