Gå til hovedindhold

Statsminister opfordrer kraftigt til våbenhvile i Gaza

Børn dør af sult i den nordlige del af Gazastriben, og statsminister opfordrer "kraftigt" til våbenhvile.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skærper retorikken og kommer med sin hidtil klareste opfordring til en humanitær våbenhvile i Gaza.

I sidste uge lød det fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at børn dør af sult i den nordlige del af Gazastriben, hvor nærmest ingen nødhjælp når frem.

Danmark har i FN-regi tidligere stemt for en humanitær våbenhvile, men statsministeren skærper nu retorikken.

- Uskyldige civile i Gaza skal beskyttes bedre. Særligt børnene. Fødevaresituationen forværres fortsat. Der er historier om børn, som mister livet på grund af underernæring. Det er hjerteskærende.

- Derfor vil jeg i dag kraftigt opfordre til en humanitær våbenhvile. Sådan som Danmark også har stemt for det i FN. Det er der behov for, skriver hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Værst står det til i det nordlige Gaza, men også i syd er der ifølge WHO alvorlig mangel på mad, drikkevand og medicin. 

I byen Rafah i syd opholder størstedelen af Gazas internt fordrevne sig, og selv om mere nødhjælp når frem her, er det stadig langtfra nok. Det siger ngo'er, FN og også Israels allierede, for eksempel USA.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, afviser, at palæstinensere sulter.

Israel er internationalt - og særligt af nødhjælpsorganisationer - blevet kritiseret for at blokere for nødhjælp til Gazastriben. 

Israel bestemmer, hvor mange lastbiler med mad og medicin som får lov at krydse over grænserne til Gaza. Det er alt for få i forhold til behovet, lyder kritikken.

Nødhjælp er endda begyndt at blive nedkastet fra luften, så mere når frem. USA har planer om at bygge en midlertidig havn for, at hjælpen når frem. 

Krigen i Gaza begyndte, da den militante bevægelse Hamas 7. oktober udførte et voldsomt angreb mod Israel. Cirka 1200 blev dræbt, og 240 blev taget som gidsler. 

Derefter erklærede Israel, at Hamas skal udslettes. Den operation har siden været i fuld gang med både omfattende bombardementer og offensiver på landjorden i Gaza.

Ifølge Hamas-myndigheder er mere end 31.000 dræbt i Gazastriben under de israelske angreb. Netanyahu siger, at mindst 13.000 Hamas-krigere er iblandt de dræbte.

I weekenden kom Israels vigtigste allierede, USA, med en opsang til Netanyahu. 

Præsident Joe Biden sagde til tv-kanalen MSNBC, at den israelske leder bør rette mere opmærksomhed mod de uskyldige, som dør på grund af de israelske angreb.

/ritzau/

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

MEST LÆSTE

SENESTE NYHEDER