Gå til hovedindhold

Telestyrelsen opruster på sikkerheden

Landets teleinfrastruktur er sårbar, hvilket har fået Telestyrelsen til at opruste med en udvidelse af staben. Nu skal sikkerheden i den kritiske infrastruktur i fokus.

Forudsætningen for et velfungerende digitalt samfund er adgangen til sikker og pålidelig information. Det har imidlertid haltet med at have den fornødne fokus på sikkerheden i telenet og -tjenester på myndighedssiden, hvilket Telestyrelsen nu vil råde bod på.

- De seneste års erfaringer har vist os, at teleinfrastrukturen i Grønland er ret sårbar. Dette gælder ikke kun i forhold til den geopolitiske situation med fremmede magter, men også i forhold til klima og geografiske udfordringer her i landet, hvor redundans spiller en større rolle, oplyser kontorchef i Telestyrelsen, Louise Restorff Jacobsen, til Sermitsiaq.AG.

Ansvaret

Ansvaret for sikkerheden i teleinfrastrukturen og -tjenester er i dag i vidt omfang overladt til operatøren, Tusass A/S. Telestyrelsen vil derfor arbejde for at skabe en tydeligere administrativ forankring af dette ansvar hos Telestyrelsen.

- Dette ansvar ønsker vi i Telestyrelsen at løfte, blandt andet med ansættelse af en special- eller chefkonsulent, da styrkelse af Telestyrelsens kompetencer på dette område er essentielt, fastslår kontorchefen, der oplyser, at der er tale om en nyoprettet stilling og en begyndende oprustning på dette område, da man erkender, at ”det er naivt at tro, at en enkelt medarbejder kan løfte opgaven alene”.

Kontorchefen oplyser, at der er lagt op til, at Telestyrelsen nu mere aktivt vil arbejde for at påvise, hvor det er nødvendigt at regler og love er tidssvarende.

- Som bekendt er det Inatsisartut, som vedtager lovgivning, men Telestyrelsen har blandt andet til opgave at udarbejde forslag til lovgivning efter ønske fra Naalakkersuisut, forklarer Louise Restorff Jacobsen.

Underretning og pligt

Hun henviser til den danske lov om sikkerhed i net og tjenester, hvor teleudbydere har en underretningsforpligtigelse blandt andet i forbindelse med anskaffelse af kritiske netkomponenter, sikkerhedshændelser og aktivering af beredskab.

- På samme måde har den danske styrelse Center for Cybersikkerhed en koordinerende rolle i beredskabssituationer og ekstraordinære situationer i relation til samfundets teleforsyning og beredskabsaktørernes behov for telefoni og internet, lyder det fra kontorchefen om det nye indsatsområde på telefronten.

Myndighedsfordelingen af teleområdet kan deles op i tre, hvor Telestyrelsen, der hører under Departementet for Boliger og Infrastruktur, har ansvaret for teleinfrastruktur og teletjenester, mens informationstjenester hører under Digitaliseringsstyrelsen, som Formandens departement er ressortansvarlig for.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

MEST LÆSTE

SENESTE NYHEDER