Gå til hovedindhold

Opposition raser over politikeres VM-fest

Demokraternes formand Jens-Frederik Nielsen mener, at Naalakkersuisoq for Finanser Erik Jensen skal betale de omkostninger, som han har påført Selvstyret, da han sad på lægterne til kvindernes håndbold-VM i Stavanger.

Selvstyret har betalt en regning på knap 211.000 kroner i forbindelse med tre politikeres, fem embedsmænds og en ministersekretærs besøg i Stavanger, hvor håndboldlandsholdet spillede de indledende VM-kampe.

Sammen med Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede og Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke Aqqaluaq B. Egede deltog Erik Jensen, hvor sidstnævnte endte med at få betalt 8.279 kroner til blandt andet rejse- og hoteludgifter.

Ingen officielle ærinder

I modsætning til sine politiske kollegaer havde Erik Jensen ingen officielle ærinder i Stavanger, fremgår det af et paragraf 37-svar til Naleraqs Jens Napãtôk’.

Læs også: Gratis håndboldfest for tre politikere

-Det er sympatisk nok, at Erik Jensen vil heppe på vores nationale helte, når de spiller VM, men det må han gøre hjemmefra som os andre, hvis ikke han har nogle officielle forpligtelser, fastslår Jens-Frederik Nielsen over for Sermitsiaq.AG.

Opgørelse over Erik Jensens forbrug, der er betalt af Selvstyret
Naalakkersuisut

Han understreger, at der jo er tale om, at Erik Jensen ”hiver penge ud af borgernes lommer”.

- Derudover er det jo sørgeligt at se, at håndboldforbundet umiddelbart efter VM kommer med et opråb om flere midler, da deltagelsen har været endog meget dyr. Det står i skærende kontrast til, at vi har brugt flere hundrede tusinde kroner på at sende politikere og embedsfolk afsted, fastslår Jens-Frederik Nielsen, der mener, at Erik Jensen må i gang med at betale de 8.279 kroner til Selvstyret.

Pele: Ikke overraskende

Naleraqs formand Pele Broberg er også stærkt kritisk.

- Vi kan se, at Siumut ikke er kommet meget længere siden deres tidligere forkvinde Aleqa Hammond blev afsat, fordi hun brugte offentlige midler på private rejser. Jeg tror ikke, det overrasker så mange, lyder det fra Pele Broberg, der også langer ud efter to øvrige IA-politikere:

- At se Formanden for Inatsisartut og Formanden for Naalakkersuisut også begive sig på håndboldferie med tanke på, at IA stod forrest og råbte mistillid mod Hammond, giver en mærkelig fornemmelse af, at reglerne ikke er ens for alle, siger Naleraq-politikeren til Sermitsiaq.AG.

Ingen kontakt

Sermitsiaq.AG har igennem en uges tid via SMS, mail og telefonopkald forsøgt at få kontakt til Erik Jensen for at få en begrundelse for, hvorfor skatteyderne skal betale hans VM-rejse, men uden held.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

MEST LÆSTE

SENESTE NYHEDER