Gå til hovedindhold

Fiskerilov: Opsigelsesvarsel er uspiselig

Forslaget til ny fiskerilov lægger op til, at tidsubegrænsede licenser kan tilbagekaldes med ”behørigt varsel”, hvilket fiskeridepartementet har fastsat til 10 år. Men det er for kort tid, lyder det i høringssvar.

En ophævelse af tidsubegrænsede licencer inden for fiskeriet er blandt de centrale punkter i en ny fiskerilov, hvor politikerne ønsker at sprede det private ejerskab af rejelicenser.

Bestemmelsen kommer især til at ramme Polar Seafood, og herfra lyder det, at fristen for at opsige licenserne skal forlænges fra 10 til mindst 20 år, fastslår Polar Seafood-direktørerne Miki Brøns og Bent Salling over for Sermitsiaq.AG.

I bemærkningerne til lovforslaget anser fiskeridepartementet en periode på 10 år som rimelig og skriver:

”Det er allerede i dag muligt at tilbagekalde de tidsubegrænsede licenser med ”behørigt varsel”, og da de nye regler ikke reelt ændrer i aktørernes planlægnings- og investeringsmuligheder, forventes de ikke at have betydning for økonomien i erhvervet”.

En udlægning, der i den grad falder Polar Seafood for brystet.

Betydelige investeringer

- Vi har planer om at foretage betydelige investeringer i trawlere, der koster over 600 millioner kroner. Der er lagt en afskrivningsplan, der rækker over et tidsrum på 20 til 25 år. De milliardstore investeringer sker i forventning om, at vi kan få indtægter via de tidsubegrænsede licenser. Når der nu er lagt op til at opsige disse licenser, så må vi nødvendigvis have den nødvendige tid til at afskrive vores fremtidige investeringer, så vi ikke lider tab, lyder det fra de to Polar Seafood-direktører.

Det er deres håb, at dette ene element ud af mange andre i det omfangsrige lovforslag bliver justeret.

Bank rejser også bekymring

Hos Banknordik finder man også den 10-årige opsigelse for kort:

- Det er meget ualmindeligt, at finansieringen af et køb af skib kun løber over 10 år, og derfor vil den korte kvoteandelsperiode sandsynligvis medføre, at det bliver sværere for nye aktører at få finansiering. Dette selvom der ifølge bestemmelsen er tale om “rullende perioder” som hvert år bliver forlænget til 10 år (dog 5 år for krabbefiskeri ved Vestgrønland).

- Det mest almindelige er, at finansieringen ved køb af skib har en løbetid på i omegnen af 15 år, og derfor ville en kvoteandelsperiode på 15 år give langt større muligheder for nye aktører at få finansiering, skriver Banknordik i sit høringssvar.

Hos Polar Seafood vil man forfølge sagen, hvis loven gennemføres. Hvis det ”behørige varsel” ender med at være 10 år, vil Polar Seafood anse det som grundlovsstridigt, og det kan ende i et retsopgør, hvor Landskassen risikerer at blive præsenteret for et erstatningskrav, som modsvarer det tab, som landets største privatejede fiskerikoncern i den forbindelse mener at kunne dokumentere.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

MEST LÆSTE

SENESTE NYHEDER