Grønlands fiskeripolitiske historie er fyldt med drama og konflikter, men mest af alt er den stadig den dag i dag landets største indtægtskilde.

Et meget spændende kapitel handler om, hvordan færøske fiskere fik adgang til fiskeri på grønlandsk territorium for næsten 100 år siden, nemlig i 1925.

Færingene pressede Danmark for at få lov til at fiske i Grønland. Efter stort og vedblivende pres gav Danmark sig og tillod færingene at fiske i grønlandske farvande. Det skete, fordi engelske og tyske fiskere havde tilranet sig det færøske fiskeriterritorium.

Fik lov på trods af protester fra Grønland

De færøske fiskere fik deres vilje og fik lov til at etablere sig i Grønland. Men ifølge historiske dokumentationer var der store protester fra Grønland, både fra befolkningen og det daværende landsråd, der så småt var gået igang med fiskeriet efter flere tusinde år, hvor fangst havde været det primære erhverv.

I første omgang fik aktørerne sporadiske tilladelser forskellige steder på vestkysten indtil Færingehavn og senere Nordafar blev en rigtig fiskeristation med mange ansatte.

I foråret 1953 stiftedes selskabet Nordafar A/S med en kapital på 2 mill. kroner, hvoraf 1/3 var færøsk, mens resten var dansk og norsk kapital.

Nordafar A/S overtog både den ældre færøske og Asgrikos fiskeristation i Færingehavn og opnåede en 15-årig koncession til at drive en fiskeristation i Færingehavn på Asgrikos stationsområde med vidtgående handels- og industrirettigheder m. v. og med ret til at udbygge stationen efter ønske. 

Slut da Grønland fil råderet over egen fiskeriterritorium

Den færøske fiskerieventyr i grønlandske farvande sluttede i forbindelse Danmarks indlemmelse i EF (i dag EU) i 1972. For Færøerne og andre fiskerinationer mistede deres hidtidige fiskerirettigheder i grønlandske farvande.

Grønland meldte sig ud af EF i 1985 og der er ikke kommet nogen gunstig fiskeriaftale mellem Færøerne og Grønland efter Grønlands overtagelse af suveræniteten over fiskeriet i de grønlandske farvande. 

Nationalmuseet gør dog opmærksom på at udstillingen ikke vil bære præg af de fiskeripolitiske aspekter, men at udstillingen vil forholde sig til bygningerne og de forfaldsprocesser der aktuelt foregår i Nordafar.